Gustav rejste til Færøerne d. 17. maj, 2021, for at arbejde på tankstationen Magn, i Tórshavn. Han er stadig oppe på Færøerne, når jeg taler med ham i august måned, og har omkring 2 uger tilbage før han vender hjemad til Danmark og studier i Århus.
Hvor på Færøerne er du havnet?
Jeg havnede på den ”gode” Magn i Tórshavn, hvor der ikke er døgnåbent – så der har været lidt mere ro på. Jeg har boet ude på landet i noget, der hedder Kaldbak, hvor vi så har haft adgang til bil, så vi har kunnet køre til og fra arbejde. Jeg bor sammen med en anden Nordjobber, en svensker, og vi har arbejdet helt samme vagter hele sommeren, så det passede med, at vi kunne køre sammen i bilen. Det er gået rigtig godt, og vi har også lært hinandens arbejdsrutiner at kende, og hvad vores stærke sider er. For eksempel er min stærke side at stå ved ismaskinen, mens hans er at stå ved de franske hotdogs.
Jeg synes personligt, at det er dejligt at bo udenfor ”storbyen”. Man får sådan lidt begge dele: både lidt landsbyliv, hvor der er mere ro på, og så samtidig når du arbejder i Tórshavn, får du også lidt storby. Ude i landsbyen kan vi bare gå ud bag, hvor vi bor, og så er vi mit ude i den storslåede natur.
Det føles federe at være bosat lidt udenfor byen, fordi vi får set meget mere af Færøerne, end hvis vi bare var blevet i Tórshavn, det kan nok let blive lidt lukket. Kaldbak er kendt for, at der ikke sker noget som helst – så bliver vi ligesom nødt til at finde på noget.
Hvad har du oplevet som den største forskel mellem livet hjemme i Århus og på Færøerne?
Egentlig, så ser jeg mange flere ligheder, end jeg ser forskelle. Jeg synes, at vi lever i sådan en globaliseret verden, hvor der ikke er så stor forskel mellem folk længere, men jeg vil alligevel sige, at heroppe er der lidt mere ro på. Hvis jeg havde arbejdet på en tankstation i Danmark, så tror jeg at kunderne ville være lidt mere travle og utålmodige. Siden starten her, har kunderne været virkelig tålmodige, og de synes det er fedt, at man er kommet til Færøerne. Det eneste egentlig, der er virkelig bemærkelsesværdigt, er færingernes is vaner. Fordi, at du tænker jo nok, at is normalt er sådan en sommerting, med sol og varme, men på Færøerne hvor de netop ikke har sommersol og varme, så spiser de is. Selvom klokken er halv elleve om aftenen og det regner – så kommer folk stadig og spiser is.
Er der noget der har overrasket dig ved dit ophold på Færøerne?
Jeg er i hvert fald blevet overrasket over, hvor tåget det kan være i lang tid. Og den storslåede natur – selvom det var noget, jeg også forventede mig, så er den det virkelig, når man faktisk står der.
Det var også overraskende sjovt at være med til Ólavsøka, nationaldagen heroppe. Mange mennesker og masser af alkohol. Der er fest og nationaldragter. I princippet tager alle færinger til Tórshavn i 2 dage og fejrer og går rundt i gaderne og finder nogen man kender og går videre og møder flere, og så bliver natten lang. Og så bliver det dag igen, og så fortsætter det. Der er stadig en masse folk ude kl. 4-5 om natten…
Og så selvfølgelig også Grindadráp er en gammel færøsk fangsttradition, hvor hvalerne drives ind til stranden for at dræbes. I gamle dage blev ritualet udført for at sørge for, at der var nok mad, men nu er det mere en kulturel tradition.] Når man ikke er vant til at se masseslagtning af hvaler på den måde, så var det ret overraskende, eller voldsomt, at opleve. Hvalerne, der ikke gør modstand, og havet der farves rødt.
Hvad er dit bedste, og hvad er dit værste minde indtil videre?
Ja, der er virkelig mange bedste minder. Vi var en tur til Mykines, en meget smuk ø, hvor der er virkelig mange lundefugle. Det var en helt særlig oplevelse, og et sted man bare skal se, når man er her.
At være oppe på toppen af et fjeld og se den storslåede udsigt, hører også til nogle af de bedste minder. Vi var oppe på et fjeld en gang, hvor vi gik igennem nogle skyer, og så til sidst kom vi op over skyerne og så ned på dem.
Alle de flotte naturformationer og kulturbegivenheder. Jeg har været glad, lykkelig og tilfreds over det hele, så jeg har egentlig ikke noget dårligt minde. Jeg er taget herop med et åbent sind, og med indstillingen, at det går, som det går. Bare jeg kan få lov til at gå i nogle fjelde, så er jeg tilfreds. Det handler nok også lidt om mentaliteten, og hvad man lader sig gå på med. Der har jo selvfølgelig været nogle trælse oplevelser, men dem har jeg lidt glemt, fordi det ikke er noget, der er værd at huske.
Jeg har ikke været nede i kulkælderen i hvert fald. Jeg har ligesom fået bolig og arbejde gennem Nordjobb, og vi fik også sponsoreret en fødselsdagsmiddag.
Hvis du skulle give nogle tips til en kommende Nordjobber – hvad ville det så være?
At være åben. Man skal søge oplevelserne aktivt og passe på med at ikke blive for passiv for hurtigt. Den indstilling jeg går ind med, når jeg tager afsted er, at jeg skal få så meget ud af det som muligt, fordi jeg kun er der en begrænset mængde tid. Så alt jeg kan gøre derhjemme i Danmark, som at spille computer eller se film, det vil jeg helst undgå her på Færøerne. Jeg vil ikke komme tilbage til Danmark og tænke på alt det, jeg ikke nåede.
At ikke lade dig gå på, hvis der opstår en form for modgang. Du er i et nyt land, hvor ingen kender dig, og du rejser igen. Brug tiden. Man kan hurtigt komme ind i en hverdag hvor man ligesom bare går på arbejde og går hjem igen og gør det, man ellers ville have gjort derhjemme, og det synes jeg i hvert fald er spild af tid.
Ville du gøre det her igen, hvis du fik muligheden?
Jeg gad selvfølgelig godt at opleve det her igen med Færøerne og tankstationen, men så ville jeg nok også være bange for, at det ikke blev lige så godt som denne gang. At jeg ville komme til at prøve på at opnå den samme lykke, som jeg allerede har haft.
Så tror jeg, det ville være mere spændende at komme et nyt sted hen. Men hvornår det bliver, det må vi lige se. Drømmen er måske at tage til Grønland igen, om vinteren denne gang.
Men jeg kunne helt klart anbefale Nordjobb og finde på at søge det igen. Du får ligesom et job og en bolig: to basale ting, og så er det bare at slå sig løs og suge oplevelser til sig. Og så er de andre nordiske lande jo meget federe end Danmark. Det er jo også det, at det er ligesom en ferie, som betaler sig hjem i sidste ende.
Det er også lidt sjovt med Nordjobb, at man pludselig kan komme til at arbejde med noget, eller i en branche, man overhovedet ikke har arbejdet med før. Og at man godt kan få et arbejde uden at have den erfaring fra før.
Jeg synes det er vigtigt at prøve ”det virkelige liv”, især før man starter på studie, fordi ellers kan man let sidde med hovedet i bøgerne. Jeg tror, at Nordjobb er en god måde at komme afsted på og blive lidt klogere på, hvad man vil fremadrettet. At få den oplevelse, i stedet for at gå hjemme hvor det er let at falde ind i rutiner, hvor man kan blive isoleret i et tankemønster, som det kan være svært at komme ud af. På den måde synes jeg også, at det er vigtigt, at man lige kommer ud og får nye perspektiver på, hvordan tingene ellers kan se ud.