Pakhuset drives i dag af brødreparret Sylvester- og Sebastian Vinther Madsen, som tilbage i 2016 – i en alder af henholdsvis 28- og 25 år, overtog restauranten efter de tidligere ejere Karen- og Hans Sund, som åbnede restauranten i sin daværende form tilbage i 1994. Brødrene har siden deres overtagelse ladet Pakhuset føre videre i dets oprindelige ånd i form af en traditionel fiskerestaurant med fokus på gode og lokale råvarer med et nyt nordisk præg.
Pakhuset Skagen er en historisk, atmosfærefuld og uformel restaurant med en eminent placering midt på kajen ved Skagen lystbådehavn. På 1. sal findes Restaurant HÅKON, som er Pakhusets lille eksklusive perle. Her er der ekstra fokus på sæson- og råvarer, hvor ambitionen er at levere den fulde mad- og vinoplevelse, når vi serverer ”fine dining” af højeste kvalitet. Sommeren igennem er Pakhuset desuden vært for en bred vifte af events samt musikarrangementer, hvor vi byder op til dans og højt humør for det voksne publikum.
Da vi er en restaurant, som befinder sig i en turistdestination med store sæson-udsving, skal vi rekruttere 15-25 nye sæsonmedarbejdere hvert år. Derfor har det været en stor hjælp at få tilsendt kandidater fra Nordjobb, da de har kunnet tiltrække kandidater meget bredere end vi har formået. Det har derfor har det lettet vores rekrutteringsprocessen på mange områder.
Pakhuset har haft et samarbejde med Nordjobb siden 2021 og ser det som en fordel at ansætte nordisk arbejdskraft, da Skagen tiltrækker mange turister fra hele Norden.
Det er specielt nordmænd og svenskere, som tager til Skagen på ferie. Det har derfor ikke den store betydning, om vores tjenere taler dansk, svensk eller norsk. Samtidig beriger det vores arbejdsplads, at vi har en mangfoldig stab med forskellige kulturer og sprog. Yderligere ligger de studerendes sommerferie på forskellige tidspunkter i nordens lande, hvilket gør, at vi kan få medarbejdere i længere perioder end, hvis vi kun ansatte danske studerende.